Skip to content

Hjemme

26. december 2010

I mandags var små fem måneders eventyr pludselig slut, og jeg måtte klokken 4.15 om morgenen sætte mig ud i en taxa, som kørte mig til bussen, som kørte mig til flyet, som fløj mig hjem til meget savnede mennesker:

Aldrig har tiden sneglet sig af sted, som da jeg stod ved bagagebåndet blandt bunker af uafhentede kufferter og ventede på mine to kæmpe-kufferter (som jeg slap for at betale overvægt for!). Endelig kom de, og jeg kunne sprinte ud til et styks tudende moar, en dejlig kæreste og to pragtfulde venner, som havde givet sneen fingeren og bevæget sig ud i Kastrup bare for at sige hej til lille mig. Så dejligt!

Nu er jeg så i gang med at blive afklimatiseret. For jeg skal vænne mig til, at solen står op før klokken 12, at jeg ikke skal sige “Fyrirgefdu” når jeg støder ind i nogen i Brugsen, og at jeg ikke lige kan hoppe i poolen under stjernehimlen. Og ikke mindst at alle de skønne mennesker, jeg har fået ind i mit liv, ikke er rundt om mig mere.

Men når jeg kan tage Kristian i hånden, ae min røde kat Stalin, kaste snebolde med mine nevøer og danse om juletræet med familien, så er det slet ikke så tosset at komme hjem igen.

Fem fantastiske måneder i Island er kommet til en ende, og det gør bloggen hermed også – tak fordi du har læst med.

Rigtig godt nytår.

I jordens mørke indre

17. december 2010

En snorkletur i frysende koldt vand kræver lidt fysisk aktivitet til at få blodet rundt i kroppen igen. Så vi skulle ned under jorden, ned i mørket og kravle i lavahuler. Hvis du ikke ved, hvor hulerne er, så finder du dem sandsynligvis ikke.

Indgangen til vores hule ligger herude et sted:

På med hjelm og lys, og så gik det ned under jordens overflade.

Får er over det hele i Island. Også i hulen. Godt nok kun i skeletform, men alligevel.

Da vi nåede til enden af hulen, satte vi os alle ned og slukkede pandelamperne for at opleve fuldstændig mørke. Øjnene kan ikke vende sig til lyset; vi sad ellers alle og slog hænderne mod øjnene for at tjekke, men intet kunne spottes. Pænt noller at løbe tør for batterier inde midt i hulen. Især fordi hulen skifter i højde og dybde, og mange steder er der knivskarpe sten, der river til, hvis man sætter hænder eller knæ der. Selv med lys i panden endte jeg med giga blå mærker på knæene efter huleturen.

Ahmen, er det ikke flot? Dorian og jeg var helt ekstatiske. Jeg måtte flere gange bede briten om at styre sin begejstring, han er jo ikke til at tøjle:

Hele turen med snorkling, huler og kørsel tog omkring 8 timer, så vi var pænt mørbankede, da vi kom hjem. Nå ja, ikke for trætte til at tage til fest om aftenen, man er vel udvekslingsstudent.

 

Ser min røv stor ud i den her tørdragt?

15. december 2010

Min tid på Island er ved at rinde ud, og derfor skulle jeg på mit sidste eventyr i naturen i søndags. Med brite under armen blev vi hentet af de her gutter, som kørte os ud til Þingvellir – nationalparken, hvor landets love i gamle dage blev vedtaget.

Her ligger søen Silfra lige i området mellem to tektoniske plader, som hvert år glider 2 cm længere fra hinanden. Men… Hvis pladerne ikke er der, hvad går vi så rundt på? Lavasten, siger guiden, og det er jo meget heldigt, at området ikke bare synker ned i jordens indre.

Well, godt nok er det december, og godt nok er det lidt køligt, men derfor kan man jo godt hoppe i vandet. Ik? Jo, man kan sgu. Og det var lige det, vi skulle. Silfra har efter sigende noget af det reneste og klareste vand på denne planet, og det er skønt at snorkle i, siger de kloge (turistbureauerne, tsk tsk). Det måtte vi naturligvis efterprøve.

Hver og en blev vi pakket ned i en giga tyk termodragt, og så fik vi tørdragt udover.

Sexy, yes? Jeg følte mig rimelig smokin’ hot.

Og det gjorde Dorian dæleme også. Helt lækker følte jeg mig dog ikke, da jeg først kom ned i vandet. Dragten var så fyldt med luft, så jeg lå og plaskede rundt som en fed bille, der er faldet om på ryggen og ikke kan vende sig om igen. Heldigvis kom flink guide svømmende og fik presset luften ud, så jeg kunne vende tilbage til min følelse af lækkerhed. Af gode grunde kunne jeg ikke tage billeder under vandet, men det har selskabet selvfølgelig gjort:

Fotos: adventure.is

Nu siger jeg det bare som det er. Udsigten under Silfras overflade er det smukkeste, mest fantastiske og vilde, jeg i mit liv har set.

At ligge der og plaske rundt, mens jeg kiggede ned i dybe kløfter og underjordiske klippeformationer var dybt betagende, og skulle jeg anbefale rejsende til Island at prøve én ting, så er det den her.

Undervejs i vandet blev jeg dog lidt bekymret for mine pegefingre. Vi havde handsker på, men af den slags der suger vand. Og efter en 20 minutters tid kunne jeg ikke mærke mine pegefingre mere. Overhovedet. Jeg slog dem lidt mod hovedet. Ingenting. Måske forståeligt nok, eftersom jeg lå og søbede rundt i 3 grader koldt vand. Så jeg begyndte at overveje, hvordan jeg skulle skrive noter som journalist uden mine pegefingre, da disse jo uden tvivl skulle amputeres på grund af forfrysninger.

Oppe af vandet fik jeg guiden til at hive handskerne af, og så røg der blod til fingrene. YAWSA, det gjorde mega hammer naller. Og mine pegefingre blev til kæmpe fede pøller:

Måske snorkleturen er lidt mindre hård ved fingrene om sommeren, hvor der er lunere i luften. Men de kolde fingre var hele turen værd. Og så havde jeg ikke mere ondt, end at jeg kunne lave nogle fierce snorkledragt poses foran kameraet bagefter.

Hands off, boys, I’m taken.

Efter turen i vandet drønede vi over et bjergpas til næste stop på dagens eventyr: Underjordiske huler. Følg med i næste afsnit.

Cosyness in the christmas living room

10. december 2010

Engelske oversættelser er ikke, hvad de har været. Glimrende danske ord som hygge, julestue og nisse har bare ikke en ordentlig engelsk pendant.

Det skulle dog ikke afholde os fra at samle en flok dejlige mennesker i en dansk julestue i søndags til en god omgang æbleskiver og klippe-klistre session i bedste Jørgen Clevin stil. Æbleskiver hænger dog ikke på træerne heroppe. Du kan få klejner året rundt, men æbleskiver, næ nej, det passer ikke de islandske smagsløg. 5 supermarkeder i byen blev trawlet igennem uden held, men der var gevinst, da min roomie Maria var et smut udenfor byen. En dansk julestue ville simpelthen ikke fungere uden de runde kugler.

Med 38 æblekiver fordelt i vores mavser kunne klipperiet gå i gang. Vi havde ingen skabeloner at gå efter, så det blev alt sammen lavet efter fri fantasi og minder fra fritterens julestuer.

Shit, vi er talentfulde. Som de stolte kunstnere vi er, kom al vores tingeltangel op og hænge i vinduet til skue for alle i byen. You’re very welcome, Reykjavik.

 

Skodugen der gik – del 1 af 1

5. december 2010

“Hun har nok rigtig travlt med spændende islandske forelæsninger og spændende islandske oplevelser” har de optimistiske sikkert tænkt, nu hvor stilheden har brølet herinde. I wish. For min uge har været lige så spændende som islandsk tørfisk.

Mandag: Skriver opgave i nattøj. Føler mig lidt skidtmads med en særdeles tør hoste, men jeg klamper heroisk videre i tastaturet på min opgave om sexindustrien i Island.

Tirsdag: Oh crap. Hvem har  installeret 726 skarpe knive i min hals, så det skærer mit indre til blods hver gang jeg synker, eller hver gang min hestehoste går i selvsving? Ned til doktor Andersen, som kan tale norsk. Farlig islandsk virus er landet i min krop. Hjem i seng. Javel. Ser masser Project Runway på computeren og drikker te.

Onsdag: Nu er der 727 knive i halsen, og hosten er mere tør end mediedækningsundervisningen på Journalisthøjskolen. På trods af overhængende livsfare (har jeg nævnt jeg fik 10 i drama i gymnasiet?) må jeg slæbe mig op på uni for at aflevere førnævnte opgave om prostituterede og strippere i min lærers dueslag. Han går mere ind for udryddelsen af regnskovene end for mit helbred. Fair nok.

Torsdag: Sluserne er åbnet. Ud af dem løber tonsvis af væske fra øjne og næse, og når jeg ikke hoster, nyser jeg. Sex on legs, siger jeg bare. Heldigvis redder britiske Dorian mig ved at bringe næsespray til min dør. Hallelujah.

Fredag: Vågner og tænker “Nææh, har jeg det egentlig ikke bedre?”. Rejser mig op og erkender, at tyngdekraften blot skulle have en chance for at virke. Hej snot. Keder mig så bravt, så jeg begynder at glo alle Sonny Fredie-Pedersens dansevideoer igennem på hans Facebook-side. Blandt andet én video, hvor han bruger 8 minutter på at sørge over Michael Jacksons død. Jeg kan bedre lide dem, hvor han bare danser.

I min research om Sonny fandt jeg den her interessante video. Gigi skal passe på hun ikke redder sig en lige så farlig virus som mig med den smule tøj, hun render rundt i.

Lørdag: ZzzZZz. Abnormt kedsomhedsniveau fredag resulterede i, at jeg først faldt i søvn en gang efter klokken 4.02 (da kiggede jeg sidst på klokken). Men på den positive side har omkring 6 liter væske forladt mit hoved (sådan føles det), og jeg kan efter 4 dages sengearrest bevæge mig ud i verden igen og nyde dryssende sne og varm kakao med roommate Maria.

Søndag: Er ikke overstået endnu. Faktisk er der kun gået et par minutter af den, men efter planen kommer en flok kreative mennesker herover i eftermiddag og holder julestue med Jørgen Clevin-klipperier og æbleskiver. Smovs.

Nissen fandt mig

30. november 2010

“Maria Greve”, kalder min udlejer Stígur ude fra stuen. Han kalder mig altid ved fornavn og efternavn for at skelne mellem mig og min roomie, Maria.

“Jaehr?”, spørger jeg inde fra værelset, mens jeg står på hovedet i sengen for at finde min mobiloplader.

“Der er kommet en pakke til dig”.

Jeg stopper op. “En stor en?” spørger jeg håbefuldt.

“Ja, den er ret stor”.

Eftersøgningen efter mobiloplader bliver afblæst, og jeg piler ud i gangen, hvor den nisserødklædte postmand står med en stoooor brun pakke i sine arme.

Nissepostmanden får sin underskrift, så jeg kan storme ind på værelset og flå pakken op. Og se, hvad jeg har fået:

Chokokalendre, skrabekalendre, en Postmand Per kalender og en masse fine gaver til at forsøde mine december-morgener. Aj, hvor er jeg glad, jeg bliver simpelthen aldrig for gammel til den slags julerier.

Tak til nissen fordi han/hun fandt mig, selvom jeg er flyttet udenlands.

Ugen der gik – del 2

30. november 2010

Weekenden er ankommet. Here we go.

Lørdag: Officielt anerkendt som D-dag, eller Dorian-dag i folkemunde. Ærke-engelske Dorian og jeg skulle have en lækker lørdag med mad og lidt præ-julegaveindkøb i storcenteret Kringlan.

På vej ned for at spise mad gik vi forbi søen Tjörnin, som har frosset sig stærk nok til at bære både mennesker og gæs.

Efter lidt fuglekigning gik vi ned til havnen for at spise frokost på Icelandic Fish & Chips. Hold.Da.Magle. Sjældent har jeg været så begejstret for et så simpelt måltid, men det her var spæk fyldt med smag og kraft. Maden er ikke klam klassisk undergrunds-engelsk fish and chips, der drypper af friture, for det her er lavet i ovnen.

Jeg fik kuller med små kartofler med hvidløg og basilikum fra ovnen og hvidløgsdyppelse. Savle savle.

Gosh, det var godt. Efter den omgang forkælelse for mavsen tog Dorian og jeg ud i Kringlan og blev forventeligt mødt af tusindvis af børn, en syngende julemand og ret larmende julepynt.

Julegaver fik vi ikke købt nogen af, til gengæld fik vi diskuteret om man egentlig bliver straffet for at gå og vælte alle de klynkende, pivende børn, som bliver slæbt med i storcentre på en lørdag af deres forældre.

Sådan en diskussion kræver kage og for en gangs skyld prøvede vi en helt ny café nede i byen. Ret god idé. Vi fandt nemlig en Irish Coffee Cheese Cake! Ahmen, jeg behøver vist ikke fortælle, om den var god.

Og så kunne den lørdag ikke slutte bedre.

Søndag: 1. søndag i advent er nu engang markeringen af et nyt kirkeår, så jeg gik i kirke med Chad. I Hallgrimskirkjan, den største kirke i byen, der troner på toppen af en bakke, var der engelsk gudstjeneste klokken 14, og den nuppede vi.

Et stykke inde i gudstjenesten gik det op for mig, at det var en katolsk gudstjeneste jeg var havnet i. Hov. Jeg synes nok, der var lidt mget Virgin Mary og “Hvor er vi mennesker fæle og syndige og skyldige og uværdige” over det. Ikke lige min kirke-stil, men det var en god oplevelse alliwel. Og så er kirken bare smuk at sidde og titte på.

Efter gudstjenesten havde jeg travlt med at få rystet skyldfølelsen af mig, så jeg halsede ned foran parlamentsbygningen, hvor byens juletræ skulle tændes. Lidt sang og orkestermusik var lige sagen til at løfte syndigheden fra mine skuldre.

Reykjavik bød på ubarmhjertige frostgrader og ingen kaffe/glögg/æbleskiver/pebernødder-boder til at varme sig på, så den stod på hoppen og trippen på stedet for ikke at fryste fast til jorden. Yaiks, det er blevet koldt heroppe. Det varmede dog, da en norsk dame gik på talerstolen og fortalte om juletræets rejse til Reykjavik. Island har tæt på ingen træer selv, så grantræet var importeret fra Norge. I hele syv dage havde det sejlet på det åbne hav i bunden af skibet, for det kan jo ikke tåle saltvand.

Lyden af en stemme, som vi kunne forstå, var simpelthen så befriende ovenpå alt det islandske, vi hører hver dag uden at fange andet end et enkelt ord i ny og næ. Det fortjente sgu et hjerte.

Fuldstændig gennemfrosne gik vi op på Babalu og varmede os på kaffe og et spil Sequence. Pretty fedt game altså. Også selv om Team Maria/Dorian ikke vandt.

And that’s all folks.